Nogle gange må der opgraders lidt, når nye planter skal indtage haven. Især når det er to fine hertuginder der skal flytte ind klematis Duchess of Edinburgh.
Inden opgraderingen må vi lige nyde synet af de første blomster i den uægte jasmin.
Den gamle portal som vi lavede for nogle år siden, blev aldrig som vi havde tænkt. Det var noget alt for spinkel træ og mest af alt kom det til at ligne indgangen til en spejderlejr og det har området så heddet lige siden.
For en måned siden ankom de klematis som skulle gro op af den ny protal. Men tiden gik og først i onsdags fik vi købt stolper og så kunne vi komme igang.
Det tog ingen tid at få lagt den gamle portal ned, da den var pilrådden. I de to bede på siderne blev jeg nødt til at grave hvide lærkesporer og en del prærieliljer i knop op, så vi fik noget plads at arbejde på. Nok ikke det smarteste at grave planter op i næsten 30 graders varme, men jeg krydsede fingre og håbede på det bedste.
Det skulle ha været et en dags projekt, men varmen var med til at sætte en dæmper på tempoet. Istedet har vi hygget med opgaven over tre aftener, hvor vi også har holdt rejsegilde. Manden min var så kreativ og lavede en mini rejsekrans ;)
Det var også på høje tid at hertuginderne fik lidt bedre forhold.
Færdig arbejde... rionettet er genbrug fra den gamle portal. Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet og syntes området er blevet så fint, at navnet spejderlejr nærmest er en hån. Ved den officielle indvielse i aften, blev området omdøbt til damernes plads. Udover de to hertuginder, regerer miss Bateman og op ad væggen til skuret har jeg sat en masse hvide mrs Collier lathyrus, så navnet gav næsten sig selv.
Der er dog stadig spor efter den gamle spejderlejr, vandposten og et bed lavet af stammer får lov at blive.
Det eneste vi mangler er at skære lidt af overlæggerne, men vi orkede ikke at skulle høre på en motorsav i aften, så det må blive en anden dag.
Lidt blomster skal der også til og Deutzia er slet ikke til at komme udenom i disse dage.
Mon ikke ventetiden på den første rose snart er slut.
Indvielsen af den nye portal krævede lidt specielt og forsigtigt kiggede vi til vores kartofler. Vi løftede nænsomt nogle toppe op og høstede lige nok til aftensmaden. Toppene blev sat tilbage i jorden så resten af de små kartofler forhåbentlig vil vokse videre.
Nu venter en dejlig fri weekend forude, hvor skal jeg nyde varmen, haven og ellers bare hygge med det jeg lige kan overkomme.
En lille opfølgning på lærkespore og prærieliljer. Lærkesporen blev delt og plantet som fodposer ved klematiserne onsdag aften. Alle planter har tilgivet mig og står lige så flotte som før ;).
PS. Kartoflerne smagte fantastisk
Mange varme hilsner herfra ;)
Så fint dit nye stativ er blevet og nye kartofler mums. Det er først for nylig jeg fandt nogle gamle kartofler som var spiret som jeg smed i jorden...alt har jo også været sat lidt på stand by her.
SvarSletTillykke med rejsegildet og den fine nye portal, det ser godt ud og damernes plads må nu være det helt rigtige navn til den.
SvarSletJeg har ikke blomster i min uægte jasmin endnu :) Deutziaen er en fantastisk bimagnet, har du bemærket det? Vi har ikke set så mange bier i haven endnu, men deutziaen summer af bier, skønt.
Godt planterne har tilgivet dig. Kartoflerne ser lækre ud :)