Januar stod jo på afspadsering for mit vedkomme og aldrig er en Januar gået så stærkt :). Jeg troede jo nærmest, at den ville være uendelig som den plejer, så der var nok af planer. Det er nu ikke alle planer jeg kan sætte flueben ved, men det tager jeg helt roligt, da der er styr på de vigtigste. Der er nemlig bestilt frø og andre fristelser, ja....... klikfingeren er ikke let at styre når frøfirmaerne frister :).
Her har vi ikke fået så meget sne og det lidt der kom er nærmest væk.
Porcelænshyacinter er begyndt at titte frem.
Vintergækkerne lyser så fint op jeg holder meget af de ukuelige skønheder.
Her sammen med tulipaner og nedfaldsæbler.
I drivhuset springer den nye kamelia stille og roligt ud.
Det samme gør de botaniske iris.
Optimistisk potterose der blev plantet ud i efteråret.
Allium i den sidste rest sne.
På en super hyggelig miniferie hos datteren i København, blev jeg også lidt finkulturel og var i det kongelige teater. Det har jeg ikke prøvet tidligere, men da jeg så at de opførte Amadeus og at billetterne faktisk var til at betale, så skulle det prøves :). Wauw siger jeg bare sikke en oplevelse og så at se en forestilling, hvor både ballet, opera og det kongelige kapel var på banen gjorde jo bare oplevelsen endnu mere fantastisk og hvor er jeg glad for at jeg inviterede datteren med til denne fantastiske oplevelse. 6 stjerner herfra både til forestilling og det kongelige teater :).
Det er også fantastisk at kunne plukke buketter ind, så kan man næsten høre foråret banke på.
I morgen skriver vi februar og en ny hverdag begynder, nu som arbejdssøgende. Det tager jeg stille og roligt, men nu ved jeg jo heller ikke hvad det indebærer endnu. Det bliver spændende på en ny måde, men jeg er da heldigvis så optimistisk og satser på at snart være i job igen.
Mange forårshungrende hilsner herfra :)