Sider,

søndag den 29. november 2015

1. søndag i advent

Er blevet brugt på indendørs hygge. Det har været dejligt afslappende og super hyggeligt at nusse rundt og finde lidt julestemning frem. Adventskransen er også blevet lavet færdig. Det var nu hurtigt overstået, da jeg for første gang i mange år har købt en færdigbundet krans.


Jeg er ellers ikke meget til grønne kranse, da jeg ved hvor medtaget de bliver, inden vi når frem til jul. Det er brændeovnen der er den store synder, men den vil jeg ikke undvære. I år er det lykkes mig at finde denne skønne krans af....ja ved faktisk ikke hvad den er bundet af, tror det måske er en slags cypres... men bliver svar skyldig. I går gav jeg den en gang glitter spray, så der er lidt der glimter.
Den er blevet pyntet minimalt og måske havde jeg bare mest lyst til krans og lys.



Juledekorationer får jeg sikkert ikke lavet nogen af. Jeg får så rigeligt dækket mit behov for dekorationer på arbejde i øjeblikket. Det foregår nærmest på samlebånd og der masse produceres kalender og advents dekorationer og kranse. Jeg holder rigtigt meget af mit arbejde, der i tæt sammenspil med årstiderne hele tiden giver nye udfordringer og materialer at arbejde med. Tænk inden længe er det primula og løgvækster vi skal svælge i. Men jeg kan bestemt ikke undvære juleplanter og løg.

De fine top point nyder jeg i mine køkkenvinder, det er tradition og kan bestemt ikke undværes.




Hyacinter er jeg stor forbruger af i december og kan bestemt heller undværes.


Gorm er så småt ved at melde sin ankomst i det vestjyske, efter nogle timer med kraftig regn er det nu også blæst kraftigt op. Nå... men stormvejr eller ej, så skal jeg se sidste afsnit af broen, og med duft af flæskesteg i huset og lys i adventskransen, skal det nok blive en spændende aften. Heldigvis ser Gorm ud til at blive en kort storm, og lad os håbe at han ikke for lavet alt for megen ravage..

Mange, føj hvor det stormer nu, hilsner herfra ;)

lørdag den 28. november 2015

Sidste lørdag i november...


Bød både på solskin og flere regnbyger. Heldigvis var det solen der var mest dominerende, så det blev til nogle skønne timer i haven og den friske luft.

På denne årstid hvor solen står så lavt, er jeg rigtig glad for vores hække inde i haven. Sammen med de gamle æbletræer kaster de fineste skygger, på græsplænen.



Jeg startede først med en lille blomster jagt. Det er jo flere dage siden jeg sidst så haven i dagslys, så det er altid spændende at se om der er mere at finde.

Rozanne bliver helt utrættelig ved og ved, den er altså en darling.



Twice in a blue Moon med sæsonens sidste knop, gad vide om den når at springe ud.



Jeg er så glad for at blodblommen er blevet flyttet ned i haven, og kan næsten ikke vente til foråret, med at se den i fuld flor.



Clarie Austin er også stadig på banen. Den kan let gå hen og blive årets rose, da den har blomstret og givet så megen glæde hele sommer efterår og næsten vinter med.



Al den megen regn, har givet friskt og helt rent vand i fugle badet.



Der er fortsat enkelte blomster i mine løvemund som har indtaget hele have bænken.




Masser af fine friske skud i lathyrus.



Det var altankasserne der skulle ha en make over i dag. Da blomster jagten var slut, blev det tid for fyr og gran.



De grå helichrysum er altid et sikkert hit i altankasserne, de bliver kæmpestore og flotte.



Der er rigtig mange meninger om petunia, men her er de altid et sikkert hit. Der var stadig blomster tilbage da jeg skulle kippe ned idag.



De små fine sart gule er købt på et gartneri og de hvide kommer fra en billig bakke med sommerblomster.






Efter nogle ufrivillige regnbyge pauser, kom der vinter stemning på terrassen.



Der er stadig ingen knopper i mine juleroser, så det godt man kan købe en lille ny til samlingen.



Der kom også en lille lys kæde op, og det ser så hyggeligt ud indefra hvor de kan nydes fra stuen. 



Til sidst denne skønne klematis, der vist må udråbes til november´s bedste blomst. Den har blomstret hele måneden, og der er stadig knopper som endnu ikke er sprunget helt ud.


Det var en dejlig dag i haven i det smukke men lidt omskiftelige vejr. I morgen skal det regne hele dagen, men det er helt ok, da jeg vil julehygge lidt indendøre. Adventskransen skal jo også gøres klar, så det bliver en rigtig inde hygge dag.

Mange lørdags hilsner herfra ;)

onsdag den 25. november 2015

En smuk start...


Dagen startede så fint med masser af sol og blå himmel. Det var skønt at være ud og nyde det gode vejr.

De sidste Ingrid Marie æbler hænger stadig på træet og fuglene har fundet dem.



På et andet træ hænger kun et enkelt æble tilbage.



Der kommer fortsat nye blomster i solhattene, her er det green jewel og orange skipper.


New Dawn har også nye knopper på vej.



For noget tid siden, bragte jeg disse store kasser til huse. Det var nogle som vi havde fået mos i på arbejde, og istedet for at de skulle ende deres dage i containeren, kunne jeg helt sikkert bruge dem til noget.



 Efter nogen tid i tænkeboks kom ideen, den ene blev vendt med bagsiden ud og dekoreret med pigeon æbler. Først havde jeg bundet dem op med ståltråd, men syntes det blev hyggeligere med snor. Den anden blev bundet med nobilisgran indvendig i kassen.



Jeg er godt tilfreds med resultatet, det var blevet så tomt ved stakittet efter sommerblomsterne var blevet fjernet.



Den store zinkbeholder er fyldt med nobilisgran og alle mine vaskede grene. De to fine zinkhjerter, var jeg så heldig at vinde i HAVEFOLKET´S julekalender for nogle år siden.



Den sidste kasse blev lagt over en træstub og baljer og fungerer som nu som et lille bord. Dekoreret med gran æbler og betonæbleskiver, ser det ret hyggeligt ud.




Denne skønne træpakke, har min hr. fader lavet for år tilbage.



Sådan tager den sig ud uden mosbånd. Det er fire klodser samlet på en anden klods, måske er de limet sammen da der ikke er nogen synlige spor af skruer.




Det færdig resultat, lidt julet med æbler og fugleneg.



Blomstene på den store hortensia har nu næsten mistet al sin farve.



Ved foden af den gamle klatrehortensia, ligger masser af bladguld til bedene.



De franske anemoner er så småt begyndt at kigge frem.



 Clarie Austin med endnu en ny blomst.



 Desværre blev mine planer om at ordne terrassen afbrud af regnvejr ;(.  Så nu satser jeg på tørvejr i weekenden så jeg kan få pyntet lidt op og fjernet de sidste sommerblomster.

Mange regnvejrs hilsner herfra ;)

søndag den 22. november 2015

Ingen sne til os....

Skønt store dele af danmark er blevet ramt af enorme sne mængder, er vi gået fri her i Vestjylland. Det passer mig rigtigt fint, da jeg stadig ikke er helt vinterklar i haven. Til gengæld blæser det en halv pelikan og kun med et par graders varme, var det koldt og temmelig friskt ude idag .

Hortensia i solskin.



Det passer nu ikke helt når jeg skriver at vi slap for sne, for med lidt god vilje kan man måske kalde dette hvide drys for sne....men jer der virkelig har fået sne, griner sikkert at mit mikroskopiske snefald.




Clarie Austin i fuld flor.



Kæmpeverbena med sæsonens sidste blomster.




Det blå/lilla krukkebed har takket af for i år, og har set ret sørgeligt ud i nogen tid.



Ja udtrykket bliver desværre ikke bedre tæt på.



Der var dog stadig få blomster tilbage i nicotiana Perfume Deep Purple. Den har blomstret uafbrudt i mange måneder og jeg har heldigvis taget frø, så jeg også kan nyde den til næste sommer.



Her var rimeligt med læ, så nu er krukkerne tømt, dahliaerne reddet og alle kæmpeverbena klippet ned. Jeg fortsatte med at lave lidt vinterhyggestemning, men glemte helt at tage billeder af det færdige resultat.



Mens jeg var igang med at rydde krukkerne brød solen igennem. Det er altså utroligt som haven skifter karakter med det samme solen bryder frem. Det kan nu ikke ses på dette billede hvor meget det egentlig blæste idag.



Den store græs blev blæst godt igennem.



Lige en gang til, nu med sol.



Pileurt blomstrer også fint endnu.



Ny knop på vej i New Dawn.



I sandkassebedet er vintergækkerne begyndt at pible frem.



 Denne klematis blomstrer stadig, blomsterne er dog efterhånden blevet lidt slidte at se på.



Efter et par timer i haven var det dejligt at komme ind i en god varm kælder, hvor jeg fik færdiggjort mine bestillinger. Nu satser jeg på godt vejr onsdag, så jeg kan komme på terrassen og bytte sommerblomster ud med fyrtoppe i altankasser og krukker.

Mange blæsende søndagshilsner herfra  ;)