Sider,

onsdag den 16. marts 2016

Forår i vest....

De sidste to dage har vi haft det smukkeste forårsvejr med blå himmel og sol her i Vestjylland. Ovenpå en grå kold og tåget weekend, var det skønt endelig at se solen igen og lykke barometeret steg øjeblikkeligt helt i top.



Solen og tocifret temperaturer har vækket havens krokus.






Dagen er selvfølgelig blevet brugt i haven, hvor jeg har fået ryddet op i flere bede og klippet de første roser ned. Jeg fik også plantet flere hornvioler i krukkerne, så nu er det virkelig ved at være forår igen.







Påskeklokke og porcelæns hyacinter i uplanlagt men smukt selskab.



Det var en nydelse at sidde og suge solens energi til sig og pauser skal der jo til. Det beskidte drivhus i baggrunden står for skud i weekenden, for inden længe skal det forhåbentlig fyldes med småplanter.



Det var ikke kun mig der nød det smukke vejr.



Vintergækker i den lave eftermiddags sol. Hvis de høje temperaturer holder ved, er deres dage nok talte.



Jeg håber at foråret solen og de lune temperaturer også har varmet dig idag ;)

Mange solskinshilsner herfra ;)

lørdag den 12. marts 2016

Et lille men langsommeligt projekt.....

Vintergækkerne er vist de eneste der nyder det kolde forår og har blomstret længe. Det er skønt at kunne nyde de hvide tuer med nikkende blomster hoveder, mens vi venter på varmere tider. Her har temperaturen ikke sneget sig over 3 grader idag, men heldigvis kiggede solen forbi sidst på eftermiddagen.



Den lave eftermiddags sol var velkommen.



For længe siden startede jeg på et lille projekt. Jeg fik manden til at skære et stykke af juletræet, inden det røg til genbrug. Så lå det og ventede i lang tid på at jeg kom igang, og for en måned siden fik jeg lavet den første rede. Jeg brugte to slags visne græsser til at lave reden. Det blev dog hurtigt for koldt, og siden har den bare ligget henslægt og ventet på varmere tider. Men hvis der skal være nogen ide med at manden har udført mit ønske, så er det vist på tide at få afsluttet projektet.


























Da solen brød igennem var det med at komme ud og sætte igang.






I bunden hvor der kun er flettet lidt hængebirk yderst, er der plantet lilla hornvioler og nogle forvoksede stribede krokus. Der er lagt lidt købte beton æg som pynt og jeg er rigtig glad for resultatet.



De krokus i den øverste rede, har jeg forsigtigt rystet jorden af så løgene ligger løst.


























Det kan man da kun blive glad af at kigge på.






 På det lille zinkbord står en kugleprimula i selskab med perlehyacinter, og under bordet har jeg sat en potterose. Jeg håber den kan klare lidt nattefrost når den står i læ under bordet. Nu satser jeg bare på lidt sol i morgen, så jeg kan få nogle billeder med mere farve på.



Zinkpotten på stakittet har fået hvide hornvioler.




På bænken ved den anden terrasse dør, er der kommet en kugleprimula og narcis ice king, til at holde perlehyacinter og de hvide tulipaner som har stået der længe med selskab.



Vi må huske at nyde vintergækkerne mens de er her.



De tre træsvampe manden min fik i julegave vandrer lidt rundt i haven. Lige nu står de under det store æbletræ og det gør de faktisk ret godt, jeg kan lige se dem omkranset af hosta for foden af træet, men ideen skal lige sælges først...det er jo ikke mine svampe ;).



Så er det lige før den første anemone springer ud.



Desværre blev det heller ikke i dag at foråret kiggede forbi, men i morgen lover de lidt sol, og jeg håber de får ret. Jeg mangler stadig at få forsået en del sommerblomster, så i morgen står den vist på drivhus hygge og såning.

Mange weekend hilsner herfra ;)

onsdag den 9. marts 2016

Forsmag på det der venter....

Endnu en dag der startede koldt og gråt, men det er vi jo efterhånden blevet vant til. Sidst på formiddagen skete der til gengæld noget næsten nyt. Solen brød igennem og jeg tror det er første gang i marts, at vi har set den på disse kanter. Selv om der kun var 2 grader, kunne det ikke gå hurtigt nok med at komme ud, det var jo ikke til at vide hvor længe jeg kunne nyde synet.

Den første erantis blev også så glad at den måtte åbne sig lidt.



Her er hele min bestand af erantis... ja ikke noget overvældende syn, men lidt har jo også ret.



Jeg glæder mig meget, til at skulle nyde de to nye bede som vi lavede i efteråret.



Julerosen med de kæmpe blomster er også ved at åbne sig.



Der var nok at kaste sig over i haven, og jeg lod solen bestemme hvor jeg skulle starte.



Der er ikke noget bedre end billeder, hvor man kan se hvor man er kommet til.



Så blev bedet renset for blade og skidt, jeg fik også skiftet et par stammer der var formuldet.



De yndige porcelæns hyacinter pibler op overalt i volden, desværre er den sart lysblå farve svær at gengive.



Den ene af de nye påskeklokker er nu fuldt udsprunget.



Den er dobbelt og super fin.



Det var dejligt at komme ud og rode lidt i bedene, og få fjernet skidt og ukrudt der allerede var kigget frem.



Stinkende nyserod blomstrer stadig fint, den har pyntet sig med rosa læbestift i dagens anledning.



Der er lang vej endnu inden haven er forårsklar, men superdejligt at få startet på arbejdet, og jeg håber at dette kun var en forsmag på hvad er venter os sidst på ugen. Nattefrost ser det dog stadig ud til vi må finde os i den næste uges tid, men bare solen vil kigge frem så er jeg glad og tilfreds.

Mange solskins hilsner herfra ;)

fredag den 4. marts 2016

Haven er gået på standby....


Det fortsat kolde og meget utilfredsstillende forårsvejr, med nattefrost snevejr og kolde dage, har sat alt i haven i bero. Der sker absolut intet, alt står i stampe på næsten samme stadie som for en måned siden. Den daglige skattejagt i haven, er også sat på standby og isedet nyder jeg mit indre forår.

Da vi kom fra vinterferie, klippede jeg et par grene af blodblommen, som kom med ind i varmen. De har nu blomstret i nogle dage. Knopperne springer stille og roligt ud så man rigtigt kan nyde dem.



Se det er da forår.



I mit køkkenvindue står denne primula.



Om den er køn...tja men den vinder ved sin charme og fine krøllede dobbelte blomster.


Sidste weekend fik jeg sået de første frø, de blev sat op på pigekammeret hvor der er køligt og lyst. Mine to pelargonier har også overvintret deroppe, de er i topform og venter på forår. . Tomentosum til venstre er meget åben i bladvæksten og kan blive op til en meter, så i år bliver den ikke klippet tilbage. Graveolens trænger til gengæld til en overhaling, den har groet godt i vinter. 



Det er altid spændende at gå og vente på de første spirer.



Nu har de vist sig, så her er foråret også igang.




Graveolens står allerede med mange blomster.



Det er de fineste små blomster, som holder ret længe.



Jeg slutter med endnu et billede af min køkkenprimula, der er så fyldig at den næsten ikke kan være der for sig selv.



 Med varsel om en kold og våd weekend, er det næsten dejligt at skulle på arbejde. Så kan jeg da ikke ærgre mig over vejret så længe. Men heldigvis har jeg mit skønne indre forår, som jeg kan nyde når jeg kommer hjem
Det ser ud til at frosten forsvinder sidst i næste uge, så skal vi ikke håbe på at foråret er på vej.
Er der forår i din have???.

Mange forårshilsner herfra ;)