Tænk så er juni næsten gået. Det har været en dejlig varm og solrig måned, men desværre også en meget tør måned. Haven har nok aldrig stået så frodig i juni før, det har næsten gået for hurtigt, så man knapt nåede at nyde de forskellige blomster inden nye stod og gjorde sig til.
En dejlig ferieuge, synger desværre også på sidste vers. Dagene er fløjet afsted med studenter hurlumhej og hygge. Vejret har været forrygende til at fejre de unge, og vi har da også fået en lille smule regn, men slet ikke nok til de tørre haver.
De første knopper i min rasleblomst er sprunget ud, de er så fine og har den skønneste sart blå farve.
De gør ikke meget væsen af sig, som de svæver i bedet med de fineste sølvknopper.
Denne smukke lyseblå katteurt, hoppede op i indkøbsvognen den anden dag, nu er blevet plantet i det blå/lilla bed, som trængte til lidt nyt liv, efter at så meget er blevet klippet ned.
I sandkasse bedet der hovedsaligt ligger i skygge, er de første hosta sprunget ud. Her i selskab med hvid katost, haveklinte og bregner.
Blomsterne er rigtigt fine tæt på.
I tøsebedet er klematis Hagley Hybrid ved at gøre klar til blomstring. Den passer så fint til Jacques Cartier.
Stemnings collage fra det hvid/gule bed.
Lodden løvefod smukt iklædt regndråber, da vi blev tildelt 8 mm den anden dag.
New Dawn i aften modlys.
Det lille retro bed jeg anlagde sidste sommer begyndter så småt at fungere. Det er ikke så svært at finde brune planter som jeg havde troet og de orange er jo lette at finde.
Kvæsurt Chocolate tip passer perfekt i bedet, med sine små brune blomster.
Alunrod med brunlige blade og chokolade cosmos passer også fint ind.
Der står også et par lave brune græsser, og der er plantet orange enkeltblomstende dahlia rundt i bedet.
Lige overfor retro bedet står højbedene, afgrøderne står godt men de er også blevet vandet en del.
På vej ned af trappen fra terrassen ser haven således ud.
Og set lidt fra oven.
Der skal være adgang, så en trailer kan komme helt ned i bunden af haven, når vi får træ og andet stort hjem. Det gør desværre så, at der ikke må plantes noget på den motorvej vi har midt gennem haven.
Et lille kig gennem altankasserne ned til bålstedet og det runde bed.
Den nye katteurt er så fin, at vi lige får den igen.
Nu venter 3 ugers arbejde, inden vi atter kan gå fra på ferie. Tiden skal nok gå hurtigt, da der bliver nok at se til, så juli bliver skudt igang med masser af arbejde og forhåbentlig en masse regn TAK ;)
Mange søndags hilsner herfra ;)