Sider,

lørdag den 19. marts 2016

Rent drivhus

Lørdag var afsat til rengøring af drivhus. Det var hårdt tiltrængt, da jeg ikke har nået det de sidste 2-3 år, inden det blev invaderet af massevis af småplanter. Manden min har arbejdsweekend, men havde sluttet vandet til inden "tak søde", så jeg bare kunne gå igang. Det var overskyet og helt perfekt vejr, da jeg gik ud for at starte projekt rent drivhus.

 


Inden jeg kunne komme igang, skulle det jo først tømmes ... og hold nu op for en masse ting... der er jo nærmest til et mindre loppemarked ;).  Enkelte ting der havde været inde til vinter opbevaring, skulle heldigvis ikke ind igen.



Inden jeg var færdig med mit vandsjaskeri kom solen igennem. Det var en streg i regningen, da det bestemt ikke er godt for øjnene at gøre glas rent i solskin, men jeg kom da i mål.



Helt skønt at se drivhuset tomt og rent. 



En vinduespudser ville jo nok lade mig dumpe over resultatet, da det ikke er helt rent. Jeg bruger kun vand, børste, masser af knofedt og så bliver det spulet godt, så mos og andet skidt forsvinder. Drivhuset stod i haven da vi overtog huset for snart 20 år siden, helt upåvirket af de mange storme det har oplevet. Det har højest været enkelte glas, der er blevet skiftet igennem årene, så det er et godt gammelt juliana drivhus.



Krokus i solen.



Masser af alium på vej.



Vandposten med nøkkerosen, har stået til vinteropbevaring i drivhuset som den plejer. Om efteråret tømmer vi en del vand af og det klarer den helt fint og er allerede igang med at sende nye blade op.




Nu er den sat på plads og fyldt med friskt vand, tilkobling af vand får vente til nattefrosten har forladt os.



Det midlertidige plante og afsætingsbord til alle mine småplanter er fundet frem og gjort klar.



De smukke primula black lace står og venter på at blive plantet ud. Jeg har dem i forvejen og ved de er trofaste, så der må flere til.



Mine to store aeonium som har overvintret i vores mørke kældergang, er også kommet ud i dages lys.



Den grågrønne til venstre er helt upåvirket af det mørke ophold, hvorimod den sølle blege plante til højre har lidt noget mere. Den vil de næste dage forvandle sig og atter få næsten helt sorte blade, skal se om jeg kan huske at fotografere forvandlingen, da det er lidt fascinerende at følge.





Påskeklokke a la Tine med kæmpe blomster og meget korte stængler.



Jeg har fået planten af min hr faders gode have veninde Tine, som selv fremavler dem. Jeg tror blomsterhovederne er omkring 10 cm i diameter. Desværre har al det skiftende frost og tø været lidt hårde ved blomsterne.



Inde kæmper de første klokkeranker for at bryde gennem frøskaller og jord. De har stået sådan i flere dage uden de helt store forandringer ,så det er en langsommelig proces.



Det var dejligt at få styr på drivhuset og i morgen tror jeg der skal sås lathyrus som jeg har købt en del af i år. Der er også stadig bede der trænger til omsorg så der er nok at lave.



I morgen bliver det vist endnu en dag med sol, så bliver det da ikke bedre.

Mange rene lørdagshilsner herfra ;)

onsdag den 16. marts 2016

Forår i vest....

De sidste to dage har vi haft det smukkeste forårsvejr med blå himmel og sol her i Vestjylland. Ovenpå en grå kold og tåget weekend, var det skønt endelig at se solen igen og lykke barometeret steg øjeblikkeligt helt i top.



Solen og tocifret temperaturer har vækket havens krokus.






Dagen er selvfølgelig blevet brugt i haven, hvor jeg har fået ryddet op i flere bede og klippet de første roser ned. Jeg fik også plantet flere hornvioler i krukkerne, så nu er det virkelig ved at være forår igen.







Påskeklokke og porcelæns hyacinter i uplanlagt men smukt selskab.



Det var en nydelse at sidde og suge solens energi til sig og pauser skal der jo til. Det beskidte drivhus i baggrunden står for skud i weekenden, for inden længe skal det forhåbentlig fyldes med småplanter.



Det var ikke kun mig der nød det smukke vejr.



Vintergækker i den lave eftermiddags sol. Hvis de høje temperaturer holder ved, er deres dage nok talte.



Jeg håber at foråret solen og de lune temperaturer også har varmet dig idag ;)

Mange solskinshilsner herfra ;)

lørdag den 12. marts 2016

Et lille men langsommeligt projekt.....

Vintergækkerne er vist de eneste der nyder det kolde forår og har blomstret længe. Det er skønt at kunne nyde de hvide tuer med nikkende blomster hoveder, mens vi venter på varmere tider. Her har temperaturen ikke sneget sig over 3 grader idag, men heldigvis kiggede solen forbi sidst på eftermiddagen.



Den lave eftermiddags sol var velkommen.



For længe siden startede jeg på et lille projekt. Jeg fik manden til at skære et stykke af juletræet, inden det røg til genbrug. Så lå det og ventede i lang tid på at jeg kom igang, og for en måned siden fik jeg lavet den første rede. Jeg brugte to slags visne græsser til at lave reden. Det blev dog hurtigt for koldt, og siden har den bare ligget henslægt og ventet på varmere tider. Men hvis der skal være nogen ide med at manden har udført mit ønske, så er det vist på tide at få afsluttet projektet.


























Da solen brød igennem var det med at komme ud og sætte igang.






I bunden hvor der kun er flettet lidt hængebirk yderst, er der plantet lilla hornvioler og nogle forvoksede stribede krokus. Der er lagt lidt købte beton æg som pynt og jeg er rigtig glad for resultatet.



De krokus i den øverste rede, har jeg forsigtigt rystet jorden af så løgene ligger løst.


























Det kan man da kun blive glad af at kigge på.






 På det lille zinkbord står en kugleprimula i selskab med perlehyacinter, og under bordet har jeg sat en potterose. Jeg håber den kan klare lidt nattefrost når den står i læ under bordet. Nu satser jeg bare på lidt sol i morgen, så jeg kan få nogle billeder med mere farve på.



Zinkpotten på stakittet har fået hvide hornvioler.




På bænken ved den anden terrasse dør, er der kommet en kugleprimula og narcis ice king, til at holde perlehyacinter og de hvide tulipaner som har stået der længe med selskab.



Vi må huske at nyde vintergækkerne mens de er her.



De tre træsvampe manden min fik i julegave vandrer lidt rundt i haven. Lige nu står de under det store æbletræ og det gør de faktisk ret godt, jeg kan lige se dem omkranset af hosta for foden af træet, men ideen skal lige sælges først...det er jo ikke mine svampe ;).



Så er det lige før den første anemone springer ud.



Desværre blev det heller ikke i dag at foråret kiggede forbi, men i morgen lover de lidt sol, og jeg håber de får ret. Jeg mangler stadig at få forsået en del sommerblomster, så i morgen står den vist på drivhus hygge og såning.

Mange weekend hilsner herfra ;)