Sider,

lørdag den 1. april 2017

Sløret sol og dejligt lunt...

Med fare for at gentage mig selv, starter jeg også dette indlæg med at vise et billede af blodblommens skønne blomster. Forskellen er, at i dag skinner solen og lyser de smukke blomster så fint op. Det er rigtigt dejligt, at det super fine vejr vi havde igår også har hængt lidt ved idag. Solen har dog været lidt mere sløret, men lunt og lækkert, så foråret er rigtigt skudt igang nu og sommerhavejakken har været i brug. 



 Inden længe står purissima tulipanerne atter i fuld flor.



Genganger men nu med sol på.



Pragteksempel af en kugleprimula.



Dobbelt blodurt har virkelig fart på i disse dage.



Min mikro koloni af hvide anemone blanda er sprunget ud.



En lidt større koloni af blå anemoner er også godt med.



Tre knopper i trillium varsler godt.



Skønt med lidt farver i haven.




De sart rosa og meget blå hyacinter er godt igang.



Sund og smuk påskeklokke frøplante.



På terrassen lige ved køkkendøren, har jeg i mange år haft en stor zinkbalje med krydderurter stående. I næsten lige så mange år, har jeg hver forår bandet over bøvlet, med at filtre visne og gamle planter ud af det enorme rod kaos i baljen.



Men nu er det slut, nye friske krydderurter i hver sin potte. Nu skulle det vel blive lidt lettere, at få flyttet de mest sarte i drivhuset om vinteren og ellers bare flytte runt på dem.



 Stille og roligt sniger der sig flere planter ind på terrassen.



Idag har denne usandsynlig smukke narcis Minnow og mindst lige så fine scabiosa Butterfly blue fundet vej.





Det lille dråbformede bed og blodblommen taget oppe fra terrassen.





Fin knop i træpæonen.



Sidste år startede jeg på at opstamme en gammel buksbom lidt og kun på bagsiden. 




Vi er ikke helt enige om ideen med at løfte den lidt. Manden får nogle gange et lidt træt udtryk i ansigtet, når jeg går igang med ørne næbet, men denne weekend er han på fisketur med gutterne. Han ved godt det kan være lidt farligt, at lade mig være alene hjemme, for ideer bliver nogle gange til hurtig handling. Håber jeg bliver tilgivet endnu engang. Jeg syntes ihvertfald at det pynter gevaldigt og dommen...ja den falder i morgen ;).



Vi må lige ha et billede mere af den smukke blodblomme, for de skal nydes mens de er her.


Det med aprisnar er ikke min spidskompetance, så det springer jeg let og elegant over, det er der andre der er meget bedre til end mig.
I morgen skal det også blive solskin, dog ikke helt så lunt, men jeg vil nyde dagen i fulde drag ;).

Mange forårshilsner herfra

onsdag den 29. marts 2017

Gråt og fugtigt...

De sidste dage, har vi været indhyldet af et kedeligt gråt og småregnende vejr. Det er helt klart mere motivende at lave havearbejde i fint solskinsvejr, men jeg kom da ud og fik klippet roserne ned og gødet de forskellige klematis. Så kan jeg da sige, at jeg har været ud og fået lidt fra hånden.

Jeg opdagede den første regnfyldte blomst i blodblommen.



Der er flere blomster på vej. Træet er ikke så højt, så det er let at komme i øjenhøjde med de smukke blomster.



 Påskeklokke med fine regndråber.



Akeleje og lupin blade er gode til at fange de små vanddråber.



Primula med perler.



 Den første blomst i min gamle navnløse rhodo er sprunget ud.



Jeg har dog fået navnet af fru Høneballe for år tilbage, men kan desværre ikke finde det. Med årene har jeg opstammet den gamle plante, og der står løgvækster og violer i bunden. Den er rigtig fin med små duftende blade og små lilla
blomster. Den blomstrer også om efteråret, men gemmer heldigvis også knopper til foråret.



Klematis Alpina står klar med masser af knopper.



Fik også plantet lidt mere forår på terrassen, som kan nydes indefra.


Der var nu ikke megen hygge over at arbejde ude idag. Jeg skyndte mig at blive færdig, så jeg atter kunne komme ind i varmen. Der er der nu også nok at ta sig til, støvsugeren står og glor bebrejdende på mig, så jeg må nok hellere komme igang.

Mange gråvejrshilsner herfra ;)

søndag den 26. marts 2017

Koldt varmt og langt...



Koldt og varmt beskriver vist ret godt denne weekend, som startede med en kold grå og blæsende lørdag, hvor temperaturen ikke kom over 6 grader. Øv... nu havde jeg ellers glædet så meget til denne weekend, som var blevet lovet lun og solrig. Belønningen på gårsdagens møgvejr kom så idag. Ved middagstid  brød solen igennem og fik hurtigt temperatuen i vejet, så med 14 grader og næsten vindstille var det næsten umuligt at få armene ned, så der også kunne blive lavet noget.

De skønne hornvioler nød også det gode vejr. Jeg køber altid bakker, med det samme de kommer til salg. Jeg sætter dem i drivhuset hvor de står i bakkerne en 3 ugers tid og vokser sig store og stærke inden de bliver plantet ud.



Så er der konstateret knopper i begge trillium.



 Har indtilvidere også fundet to knopper i træpæonen, det er rekord, det plejer kun at blive til en enkelt blomst.



Lørdagen blev mest brugt i drivhuset hvor der var læ og hele 8 grader. Det blev ryddet for alt vinter opbevaring og forårets så og prikle bord blev fundet frem. Det skulle da fejres, så der blev lige sået lidt flere frø :).



Dejligt at få ryddet op.



Forårs stemning i drivhuset er godt på en grå og trist dag.



Tilbage til dagens sol.... ved et gamle æbletræ plantede jeg for et par år siden clematis Monatana Rubens. Der gror også en gammel rosenholm slyngrose i træet.



Nu ser det ud til at Monatana Rubens har nået toppen af træet, så forhåbentlig bliver den mere synlig i år. Den har indtil nu, været godt gemt i æbleblade og ikke særlig let at nyde synet af.



Solskinsblomster der desværre snart bliver afløst af blomstende vorterod, som jeg ikke har noget godt forhold til.



Lækre lodne kobjælde knopper.




 Flere hornvioler, en bakke delt ud på tre krukker.



I bunden af den store krukke ligger nogle store sten, som opdeler jorden i mindre rum. Ved benene på det høje stativ af rionet, har jeg sået lathyrus.



Der skal også være tid til pauser, hvor man kan sidde og planlægge de næste træk.



Det er endelig efter flere års plageri lykkes at få overtalt manden min, til lave lille siddeplads af træskiver nede på hans brændeplads. Det er et skønt smørhul delvis under æbletræet, hvor der næsten altid er læ. Det er slet ikke færdig endnu og har heller ikke første prioritet, men idag lykkes det mig at få anbragt en stol så nogenlune lige. Jeg tror vi bliver så glade for det lille sted, når det bliver færdigt, jeg gør ihvertfald :). Det skal lige siges at området er meget fugtigt, så stolbenene synker ned, hvis man forsøger at sætte sig, efter det har regnet.



Den første blomst i mine hvide høneballe violer, er sprunget ud.



Den dobbelte blodurt begynder at røre på sig. Tilbage i januar fyldte jeg ekstra jord på dem, da deres knolde næsten var helt blotlagte. Jeg har været meget i tvivl om det var det rigtige at gøre, men de har heldigvis klaret det.




Der var rimeligt med læ bag drivhuset igår, så forsigtigt der blev luget skvalderkål mellem pæon festiva maxima nye skud. Det er jo rigtigt smart af skvalderkålen at gemme sig der, hvor man ikke kan grave amok for at fjerne rødder.



Jeg forsøger efter bedste evne at holde det nede, så de flotte mørke skud, rigtigt kan komme til deres ret.



Opdagede flere gruppe tulipaner som allerede står med store knopper.



Fluks måtte jeg ind til min spand, hvor jeg gemme etiketter fra løgposer. Det må være denne som der er lagt flere poser af i efteråret.



Påskeklokke med fin skygge på stenen.



Ja det var så indlægget der blev langt.

Skønt at sidde dejlig træt og glad, efter en produktiv eftermiddag i haven, hvor jeg faktisk nåede alt på denne weekends to do liste. :)

Mange glade havetanker herfra ;)