Det sidste døgn har budt på tåge, solskin, gråvejr, regn og 4 grader, så nu ligger der kun små sneklatter tilbage i haven. Det er ikke så godt for alle de tidlige planter, som lå godt beskyttet under sneen. Det er jo nok for optimistisk at tro at vinteren allerede er slut, så bare der kommer lidt nyt sne inden frosten atter sætter ind.
På det ene zinkbord, står en masse små jordbærplanter. De skal plantes i altankasser, og ellers blive i drivhuset så vi kan få tidlige jordbær i år.
Jeg har været så heldig, at få dette skønne gamle skilt med tavle og et gammelt staffeli af min kære hr fader. Hvad det skal bruge det til, ved jeg ikke rigtigt endnu, men jeg regner med at det skal blive stående i drivhuset.
Spejderlejeren ser også helt gold og forladt ud, vandpostbedet har mistet sin vandpost der står til overvintring i drivhusset.
Vintergækkerne kigger atter frem og står i store grupper rundt i bedene.
Denne ukendte plante i tøsebedet er også i fuld vækst, i et andet bed står lavendel med pletter i luften som bunddække.
Ved trekantsbedet ligger stadig lidt snedriver tilbage. Der hænger ikke flere pigeonæbler i sommerfuglebusken, dem har solsortene smovset i.
Forleden dag så jeg nemlig dette syn da jeg kom hjem fra arbejde. Billederne er taget inde fra køkkenet gennem terrassedøren, så derfor den lidt forringede billedekvalitet. Det var ikke let for dem at fange æblene men....
De lignede nærmest store kollibrier, mens de baskende forsøgte at stå stille i luften for at udrydde æblerne. Jeg ville klippe de sidste æbler ned, da jeg kom fra arbejde næste dag, men da var der ikke flere tilbage, så deres teknik virkede åbenbart helt fint.
Tilbage til idag - Der var der ikke meget fugleliv i haven, mens jeg var ude. De sidste mange dage, har der ellers været et leben ved foderpladsen, af diverse småfugle.
Så kunne jeg ikke modstå fristelsen længere, og fik den første lille buket vintergækker med ind. De står nu og hygger i en lille vase, hvor jeg har kommet vita vrap i bunden så de ikke drukner.